OFF - Odense International Film Festival



OFF – Odense International Film Festival er Danmarks eneste Oscar-, EFA - og Robertkvalificerende filmfestival. I uge 35 omdannes Odense centrum til et summende, internationalt filmmekka, når OFF hylder kortfilmen som medie med kortfilmvisninger, talks, koncerter og meget mere, alt imens vi udpeger og fejrer vinderne af vores fem kortfilmkonkurrencer. OFF er en festival, som gør en dyd ud af, at kunst og kultur bliver relevant og tilgængeligt for de mange. Vi tror på skulder ved skulder oplevelser og meningsfulde fællesskaber, der binder os sammen som mennesker.

Spar Nord Fonden gav i 2022 støtte til afholdelse af talks og filmvisninger 'rige på perspektiv'. Samtalen kan nemlig noget helt særligt. Det er et sted, hvor vi bliver inviteret ind til at lære mere om hinanden og den verden, vi er en del af. Støtten gjorde det muligt at invitere interessante profiler til festivalen, bl.a. Adam Price, David Dencik, Christian Tafdrup og Lydmor.

OFF22s fokusprogrammer har været med til at skabe indblik i filmprofessionelles karriereforløb, teknikker indenfor pitch, klip og lyd, kreative processer, kønsdebat, ligesom de har givet perspektiv i forhold til, hvordan det er at være filmskaber i andre dele af verden. Det lever flot op til OFFs mantra: ”Jo flere perspektiver des færre blinde vinkler”.

Vi er ikke i tvivl om, at arrangementerne støttet af Spar Nord Fonden har sat aftryk, skabt refleksion og inspiration hos tilhørerne.

Fakta

Støttet med
125.000 kr.
Projektnavn
Fokusprogrammer under OFF22
Projektejer
OFF - Odense International Film Festival
Projektperiode
2022