Genklange



Med ”Klassisk musik i børnehøjde” tilbyder foreningen GENKLANGE en sjov og let vej til klassisk musik og giver små børn ejerskab til en genre og et miljø, der ellers kan virke meget ekskluderende.

Genklange har siden 2013 haft aktiviteter primært i Hovedstadsregionen, og det er første gang vi introducerer vores afprøvede koncept til en anden del af landet - Jylland.

Forløbet er designet på baggrund af vores mangeårige erfaring med formidling af klassisk musik til denne målgruppe. Indholdet er workshops, koncerter samt undervisningsmateriale til både pædagogerne og børnene over en periode på 2 1/2 måned.

Hvert hold får et eksemplar af Genklanges pædagogisk-didaktiske materiale ”Den Klassiske Musikkuffert” til brug under og efter projektet i daginstitutionens/børnehavens dagligdag. “Den Klassiske Musikkuffert”, workshops og koncerter omhandler temaer fra børnenes dagligdag og bruger klassisk musik som sideløbende og understøttende klangbund, der viser både børn og voksne, hvordan den klassiske musik kan bruges på en sjov og vedrørende måde i den helt almindelige hverdag uden særlig viden om musikken eller dens virkemidler.

Dette projekt byder også udsatte og tosprogede børn indenfor i en ny verden, udvider deres kulturelle forståelse og øger deres kulturelle, sociale og sproglige kompetencer. Analyser viser, at forebyggende social indsats i barnets første leveår giver større samfundsøkonomisk afkast end hvis man venter til de kommer i skole. Da er det nærmest for sent at genoprette en socialt skæv livsbane. Med musikkens sprog er projektet også en indgang til at bryde nogle af barriererne for, at familierne i højere grad benytter de øvrige kulturtilbud, der findes.

Fakta

Støttet med
80.000 kr.
Projektnavn
Klassisk musik i børnehøjde
Projektejer
GENKLANGE
Projektperiode
2017 + 2021