Foreningen Håndværkernes Hus, Hjørring



Håndværkernes Hus, Hjørring er et socialt værested for efterlønnede og pensionerede håndværkere kombineret med museale aktiviteter.


Midt i 90erne var vi en gruppe ildsjæle i Hjørring, som ønskede at starte et socialt værested for Aktive Ældre, mere præcis efterlønnede eller pensionerede håndværkere med det mål at bevare og promote gamle håndværkstraditioner. Det lykkedes i 1999 at kunne indvie det nye sociale værested, som blev kombineret med museale aktiviteter, hvor daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen klippede det røde bånd. Hjørring blev en institution rigere.


Huset har været og er en ubetinget succes og tæller omkring 65 aktive håndværkere, som mødes hver uge på hverdagene tirsdag, onsdag og torsdage. Her er de en del af et arbejdende museum, hvor de er med til at sikre bevarelsen af gamle håndværks traditioner. Huset tæller følgende fagområder: Maler, snedker, tømrer, trædrejer, smed, finsmed, smykkemager, skomager, væver, knipler, brodøser, strikkedamer, keramiker, rakukunstner, radioteknik.


Museet har offentligt åbent alle årets uger tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 11:00 til kl. 15:00 og besøges at mange foreninger, skoleklasser samt turister. Vores værested har 3 etager samt 2 sidebygninger – Alt er købt af Hjørring Kommune for 1 krone.


Vi har behov for nyt udstillingslokale til det unikke Hjørring Tapet, som er en 42 meter lang stofrulle med Hjørrings historie indsyet fra år 1243 til år 2020.


Dette enestående kunstprojekt har været undervejs i 10 år og lavet at 12 brodøser, efter skitser og historiefortælling af den navnkundige tegner og historiker Poul Andersen.
Finansielt vil byggeomkostning andrage omkring 2.9 mio. Hertil kommer omkostning til interiører mv. på omkring kr. 400 tkr.


Pt. har huset tilsagn om kr. 3.2 mio. til byggeprojektet. Bl.a. fra Spar Nord Fonden.
Byggestart forventes i september måned 2022.

Fakta

Støttet med
100.000 kr.
Projektnavn
Udvidelse med udstillingslokale
Projektejer
Foreningen Håndværkernes Hus
Projektperiode
2022-2023