Rollemodeller på asylcentre

Dansk Røde Kors, Ordrup Gymnasium, Freestyle Phanatix og Københavns Kommune (CSI Indkvartering, Welcome House) samarbejder om at give oplevelser og danske relationer til flygtninge og asylansøgere i Danmark. Samtidig bliver de unge mennesker på centrene introduceret til streetdance som en hobby, der kan fylde deres hverdag med mening.

Udgivet 4. august 2024| Freestyle Phanatix |
Social

Børn og unges vilkår i asylsystemet er en stor humanitær udfordring i Danmark. Disse børn og unge rammes meget ofte af psykisk sygdom og depression og savner ofte nogen at være sammen med, som ikke har et behandlerperspektiv. De børn og unge, der lever på de danske asylcentre, vil enormt gerne de danske unge, og de har kæmpestor glæde af at være sammen om aktiviteter med andre unge, hvor de føler, at nogen ønsker at være sammen med dem - at nogle danske unge gerne vil dem. Vi kan se, hvordan de blomstrer op, og hvordan vores ret enkle aktiviteter får stor betydning i hverdagen.

Projektets aktiviteter

1) Projektets første del udgøres af performances og træning for asylbørn og -unge med artister fra Freestyle Phanatix på en lang række Røde Kors asylcentre i Jylland og på Sjælland. Denne del starter 23. august 2024 på Asylcenter Jelling og Kærshovedgård i Jylland og fortsætter året ud.

 

2) Projektets anden del foregår på fire indkvarteringssteder for ukrainske flygtninge i København med start i november 2024. Aktiviteterne her fortsætter året ud og ind i januar 2025.

 

3) Projektets tredje del foregår på Asylcenter Sandholm med gymnasielever fra Ordrup Gymnasium. Fra januar til maj 2025 besøger gymnasieeleverne Center Sandholm for at være sammen med unge asylbeboere. Sammen skal de både lære breakdance og lære hinanden at kende.

Opbakning til projektet

Sammen med Jascha Fonden er Spar Nord Fonden en af hovedbidragsyderne til projektet. Direktør Bo Uggerhøj fra Spar Nord Fonden forklarer, hvorfor fonden støtter projektet:

Klubb Freestyle Phanatix bruger hiphop og breakdance som metode til at modvirke den mistrivsel og psykisk sygdom børn og unge kan opleve, når de er en del af asylsystemet.

Bo Uggerhøj, fondsdirektør

Han fortsætter:

 

- Projektet tilbyder positive aktiviteter for en målgruppe, som er i en yderst udsat position i samfundet, og med afsæt i dansen kan nye fællesskaber og venskaber opstå og blive et frirum fra den usikkerhed, der præger deres tilværelse. Derfor er vi i Spar Nord Fonden glade for at kunne støtte op om projektet.

 

Dansere som brobyggere

Truppens dansere er ikke kun professionelle, men har multietnisk baggrund med rødder i blandt andet Sydamerika og Mellemøsten. Det betyder, at de kan møde asylbørn og unge i øjenhøjde, og at de er gode som brobyggere mellem beboerne på Sandholm og gymnasieleverne fra Ordrup Gymnasium. Nogle dansere i truppen har erfaringer med at være flygtning, blandt andet truppens kvindelige danser Viktoriia Lie, der er ukrainer og flygtet fra krigen i Ukraine. Viktoriia repræsenterer i øvrigt Ukraine til De Olympiske Lege i Paris 2024 i breakdance - der er ny disciplin på OL-programmet.

Projektet realiseres gennem fondsstøtte

Aktiviteter med Røde Kors Asylcentre i Jylland og på Sjælland og aktiviteter på indkvarteringssteder for ukrainske flygtninge er støttet af:

Spar Nord Fonden, Jascha Fonden, Spar Nord Fonden, Robinsohn Fonden og BUPL’s fond.

 

Samarbejdet mellem elever fra Ordrup Gymnasium og Asylcenter Sandholm er støttet af:

Fonden for Entrepenørskab, Nordea Fonden, Dansk Tennis Fond, Tuborg Fondet og Johannes Fogs Fond.

Seneste nyheder: Social



Seneste nyheder