Indvielse af DepressionsForeningens Café HØK
Hvert år kæmper 250.000 danskere med depression, og omkring 50.000 har bipolar lidelse. De usynlige udfordringer har ifølge DepressionsForeningen store sociale konsekvenser. Ikke mindst i Region Nordjylland, hvor ventetiden på behandling er lang. Derfor åbner DepressionsForeningen nu en social café i hjertet af Aalborg.

En kvart million danskere kæmper hvert år med depression, og endnu flere pårørende har lidelsen tæt inde på livet. Samtidig er ventetiden på behandling lang – også i Region Nordjylland – og derfor har DepressionsForeningen med støtte fra Spar Nord Fonden valgt at iværksætte en ekstra indsats i netop Nordjylland.
18. januar åbner dørene til Café HØK, som er placeret i Danmarksgade i Aalborg. Her kan alle, der har depression, bipolar lidelse, stress, angst eller OCD inde på livet finde et fristed og tiltrængt pause:
- De usynlige udfordringer, som psykiske lidelser bærer med sig, kan have store sociale konsekvenser.
Han fortsætter:
- Og hvis behandlingsmulighederne lader vente på sig, er det for mange afgørende at have et samlingssted og et fællesskab, hvor det er muligt at være sammen med ligesindede, forklarer Morten Ronnenberg Møller, der er generalsekretær i DepressionsForeningen.
Stort frivilligt engagement
Rekrutteringen af frivillige værter til Café HØK startede i sommeren ’23, og allerede på det tidspunkt viste mange interesse for frivilligjobbet. Der er knyttet 13 sociale værter til caféen, og yderligere 24 er frivilligt engageret i DepressionsForeningens aktiviteter og indsatser i Nordjylland. Ifølge Dorthe Haslund, der er foreningens projektleder i Nordjylland, er de nøje udvalgt:
- Alle vores frivillige værter i Café HØK har en baggrund, der giver forståelse for at have depression, bipolar lidelse, stress, angst eller OCD inde på livet. Og det er vigtigt, hvis vi skal lykkes med at skabe et værdifuldt fællesskab for de besøgende i caféen, fortæller hun.
Støttet af Spar Nord Fonden
DepressionsForeningens nordjyske indsats og åbningen af café HØK er muliggjort af en donation fra Spar Nord Fonden på knap 3,3 millioner kroner. Og netop indsatsen for et værdifuldt fællesskab hjulpet på vej af frivillige kræfter er et fokuspunkt for Fonden:
- I både Nordjylland og resten af landet viser antallet af depressionsramte, at der er et åbenlyst behov for at hjælpe mennesker ind i nogle meningsfulde fællesskaber, som kan rumme psykisk mistrivsel, og hvor der tør tales om det. Der er en enorm kraft i at tale med ligesindede om psykiske problemer. Vi vil som fond så gerne støtte de mange frivillige, der engagerer sig og yder en vigtig indsats på dette område. Vi er glade for at hjælpe til, at DepressionsForeningen får et mødested i Nordjylland, lyder det fra Michael Slavensky Dahl, der er bestyrelsesformand i Spar Nord Fonden.
Helt konkret byder Café HØK på:
Åben Café
Hver mandag kl. 19-21
Hver torsdag kl. 9-15
Torsdag i ulige uger kl. 19-21
Den første fredag i hver måned kl. 15-20
Den anden søndag i hver måned kl. 13-16
Selvhjælpsgrupper
Personer under 26 år med depression: Mandag i lige uger kl. 16.30-18.30
Personer over 26 år med depression: Onsdag i lige uger kl. 19-21
Pårørende: Tirsdag i lige uger kl. 19-21
Personer med bipolar lidelse: Onsdag i ulige uger kl. 19-21
Syng med
Tirsdag i ulige uger kl. 19-21
Guidet fælleslæsning
Den første onsdag i hver måned kl. 16-17
Guidet fællesskrivning
Den anden onsdag i hver måned kl. 15-17
Om Café HØK
Café HØK har fået sit navn efter indsamling af forslag blandt DepressionsForeningens medlemmer, frivillige og samarbejdspartnere. Navnet harmonerer med foreningens værdier: Fællesskab, ligeværd, saglighed og engagement.
Derudover værner det om den nordjyske dialekt, idet ”HØK” er den nordjyske oversættelse af at ’rykke sig en lille smule’. Det er netop, hvad gæsterne får mulighed for; at bevæge sig, udvikle sig, flytte sig. Alt sammen i fællesskab med ligesindede, som på forskellige vis kender til psykiske lidelser.