
Børns Vilkår
Udvikling af nyt ungesite med nye rådgivningsplatforme, som skal levere relevant hjælp og støtte til flere unge, så unge ikke skal stå alene med deres problemer og bekymringer.
Mange studier har i de seneste år påvist, at der er sket en stigning i den psykiske mistrivsel blandt unge i Danmark. Børns Vilkår oplever også en kraftig stigning i unges henvendelser til BørneTelefonen, som alene i 2020 blev kontaktet af ca. 16.000 unge over 15 år, svarende til 33 pct. af alle henvendelserne.
Unges problemstillinger er generelt mere komplekse end børnenes, og samtalelængden stiger med alderen. Hvor en rådgivning med en 13-årig i gennemsnit tager 24,5 minutter, tager en rådgivning med en 20-årig 39,5 minutter.
Rådgivning af unge kalder altså på en anden type tilbud end det Børns Vilkår kan tilbyde i dag. Tilbud, som er særligt målrettet unge og unges behov for identifikation, hjælp og støtte.
Børns Vilkår ønsker derfor at udvikle et nyt ungesite, som skal levere relevant hjælp og støtte til flere unge, så unge ikke skal stå alene med deres problemer og bekymringer. Et ungesite med relevante ungetilbud vil samtidig give mere plads til børnene under 15 år på BørneTelefonen, hvor der alene i 2020 var
115.142 ubesvarede henvendelser. Ved at flytte de unge over i et andet relevant tilbud, vil BørneTelefonen kunne besvare langt flere henvendelser fra børn under 15 år.
Børns Vilkår ønsker at tilbyde de unge individuel vejledning, hvor de møder en, der lytter, og som kan hjælpe dem til at få nye perspektiver og handlemuligheder i forhold til deres egen situation. Samtidig vil Børns Vilkår gennem forskellige formater til indirekte rådgivning give unge et rum, hvor de kan møde andre unges oplevelser med forskellige former for psykisk mistrivsel og selv fortælle om deres egne oplevelser. Et rum hvor de unge kan føle sig som del af et fællesskab ved at spejle deres eget liv og problemer i andre unge og derigennem få nye perspektiver på og mod til at handle på deres egen situation.