
Landsfinalen er den festlige afslutning på Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag®, der i februar samlede 47.515 elever på skoler landet over. Til landsfinalen mødtes 1.325 elever på tværs af køn, kultur og klasser, der over 7 skarpe skakkampe samlede point til deres skole i dysten om titlen som ’Årets Skakskole’ samt medaljer og præmier for 50.000 kr.
Efter 7 runder med intense skakkampe, var det Giersings Realskole som løb med sejren og titlen som Årets Skakskole 2023. Udover den store pokal, kan de hjembringe et sæt gigantskak og et 4-timers kursus med Stormester Peter Heine Nielsen. Tillykke!
Formand for Børne- og Famileudvalget i Vejle Kommune, Martin Sikær, kom i velkomsttalen ind på, hvorfor kommunen støtter op om, at flere spiller hjernen stærk:
- Som politiker er jeg altid interesseret i at støtte initiativer, der fremmer børns sundhed og trivsel. Skoleskak er en sådan aktivitet, der både er sjovt og sundt for hjernen. Jeg er meget imponeret over, hvor mange skoler og elever der er mødt op i dag. Jeg håber, at det fortsætter i fremtiden, og at endnu flere skoler og elever bliver en del skoleskak.
Efter dagens 7 skakkampe blev dagen rundet af med underholdning af Klaskefar og Mund de Carlo, der er blandt landets bedste freestyle-rappere og tidligere har vundet DM i freestyle rap.
Landsfinalen i Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag® blev arrangeret af Dansk Skoleskak med støtte fra Landsfinalepartnerne Vejle Kommune og Netcompany samt Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond og en række lokale fonde.