FAQ

Find svar på spørgsmål om ansøgningsprocessen, uddelingsområder, ansøgningsfrister og meget mere. 



Hvornår får jeg svar på min ansøgning?

Spar Nord Fonden har en behandlingstid på op til to måneder. Svaret vil blive tilsendt på mail samt være synligt på ansøgningsportalen.

 

Skal jeg have et CVR-nummer for at ansøge Spar Nord Fonden?

Ja. Spar Nord Fonden støtter foreninger med et gyldigt CVR-nummer. Spar Nord Fonden støtter IKKE enkeltpersoner og virksomheder (A/S, I/S, ApS m.v.).

 

Hvilke områder støtter Spar Nord Fonden?

Spar Nord Fonden støtter fællesskaber, hvor flere er sammen om at lære, lege, udvikle, hjælpe, udfordre, samarbejde og bidrage, for samtidig at vokse og opleve. Spar Nord Fonden har rødder i fællesskabet, og derfor vægtes det højt, at Fondens donationer styrker sammenholdet i lokalsamfundet og gavner små og store fællesskaber. Herunder støtter Spar Nord Fonden projekter inden for områderne kultur, social og fritid. Læs mere om uddelingspolitik her

 

Hvordan får flere brugere adgang til samme ansøgning?

Ønsker I at arbejde flere personer på en ansøgning, skal I logge ind ved at benytte “brugernavn og adgangskode”, hvorefter det under kontaktpersoner er muligt at tilkoble og invitere flere personer til ansøgningen. Det kræver at alle de brugere, der ønsker adgang til samme ansøgning oprettes med brugernavn og adgangskode og ikke med NemID. Vælger du NemID, kan du ikke tilkoble flere personer til din ansøgning. Din ansøgning kan dog altid overdrages til en anden person som ansvarlig/kontaktperson for ansøgningen. Kontakt Spar Nord Fonden hvis du ønsker at ændre kontaktpersonen på den indsendte ansøgning.

 

Kan man ansøge Spar Nord Fonden pr. brev eller mail?

Nej. Spar Nord Fonden modtager kun ansøgninger via den digitale ansøgningsportal.

 

Hvor mange penge kan man søge?

Spar Nord Fonden støtter projekter på alle niveauer. Vi støtter både landsdækkende projekter og projekter med et lokalt sigte. Spar Nord Fonden donerer årligt op mod 50 mio. kroner.

 

Hvornår er der ansøgningsfrist?

Spar Nord Fonden har ansøgningsfrist fire gange årligt, og efter en ansøgningsfrist er der en behandlingstid på op til to måneder. Svaret vil blive tilsendt på mail samt være synligt på ansøgningsportalen. Se vores ansøgningsfrister her

 

Hvem kan ansøge Spar Nord Fonden?

Spar Nord Fonden støtter foreninger med et gyldigt CVR-nummer. Spar Nord Fonden støtter IKKE enkeltpersoner og virksomheder (A/S, I/S, ApS m.v.)

 

Hvis vi modtager støtte, hvornår får vi så pengene udbetalt?

Når projektet er gennemført, skal I sende en udbetalingsanmodning til Spar Nord Fonden via ansøgningsportalen. Heri skal I afrapportere på jeres målsætninger, status og afholdte aktiviteter samt uploade dokumentation. Gem derfor alle fakturaer og kvitteringer for afholdte udgifter. Spar Nord Fonden forbeholder sig ret til at trække tilsagnet tilbage, såfremt projektet ikke kan dokumentere udgifterne, eller hvis projektet ikke er gennemført som ansøgt.

 

Støtter Spar Nord Fonden byggeri og renovering?

Nej, Spar Nord Fonden støtter almindeligvis IKKE bygningsopførelse og -renovering samt anlægsopgaver.

 

Hvad støtter Spar Nord Fonden IKKE?

Spar Nord Fonden støtter almindeligvis ikke:

 

  • Enkeltpersoner og virksomheder
  • Aktiviteter uden for Danmarks grænser
  • Løbende drift i private og offentlige institutioner
  • Aktiviteter og begivenheder, der har fundet sted
  • Forprojekter og forstudier
  • Rejser og udflugter
  • Grundkapital i fonde og foreninger
  • Bygningsopførelse og -renovering samt anlægsopgaver
  • Foreninger der indsamler for at uddele i eget navn
  • Politiske og religiøse organisationer
  • Spar Nord Fonden støtter alene forskningsprojekter via Fondens Ph.d. – og Postdoc program

 

Kan man søge igen, hvis man tidligere har søgt?

Ja. Vi tillægger det stor betydning at rigtig mange organisationer, foreninger og ildsjæle brænder for initiativer, der skaber positive fællesskaber lokalt, regionalt og nationalt. Derfor har en tidligere bevilling eller et afslag ikke betydning for behandling af en ny ansøgning til Spar Nord Fonden, hvor der søges støtte til andre initiativer og projekter.

 

Hvordan skal Spar Nord Fonden krediteres, når vi skal kommunikere om vores projekt?

Det er ønskeligt, at Spar Nord Fonden nævnes gennem hele projektforløbet. Det kan eksempelvis være i forbindelse med indvielse og offentliggørelse samt i projektets kommunikation og på materialer. På denne måde kan I være med til at inspirere andre til at søge midler til gode og initiativrige projekter, der gavner fællesskaber. Ved en donation fra Spar Nord Fonden vil I få tilsendt inspiration til, hvordan I kan kommunikere om projektet.